Taknemmelighed

Jeg synes desværre, at der er gået lidt mode i taknemmelighed. Det er blevet smart at bekendtgøre hvad man er taknemmelig for. Og ikke for at være Utaknemmelig, så har jeg da haft mine blanke øjeblikke, når jeg ligesom skulle sætte ord på. Selvom jeg jo har tonsvis af ting og mennesker at være taknemmelig for, så er jeg alligevel røget i fælden med at tage mange ting for givet. Og jeg ved ikke om man kan gå og være konstant taknemmelig for alt?
For mig hænger taknemmelighed også sammen med ydmyghed – for hvad livet og andre byder mig på af gaver. Og igen, kan jeg vende det meste om til at se det som gaver i stedet for problemer, udfordringer og modgang?
Nå, det jeg egentligt ville dele var, at jeg faktisk følte og tænkte taknemmelighed i morges. Jeg var faktisk på vej op i bad, men kunne ikke stå for Pixielinen, der var legesyg. Så jeg hoppede i et par tøfler og gik ud i haven og legede med hende. Solen skinnede og der gik ikke lang tid før jeg stod og nippede i blomsterne. Og så var det jeg fik øje på nedenstående. Den lå som et kasseret blomsterhovede i en spand med jord, og havde imod alle odds foldet sine blade ud.

Den var så smuk og livsbekræftende, jeg blev helt glad i ægget. Jeg greb kameraet og gik en smule amok. Men hvor var det fedt at have tid til det, og det gav en superstart på dagen.
Da jeg senere sad på min cykel på vej ind til byen og tænkte på det, blev jeg taknemmelig. For at have så god tid om morgenen (møder kl. 10.00), for foråret, solen, for at cykle gennem skoven…