Kender du det, at stille og roligt begynder bukserne at stramme - og hvis du skal være helt ærlig, så får du faktisk ondt i maven af, at have dem på. Okay, der er røget et par kilo for meget på sidebenene, men de er da væk om et par uger, hvis jeg lige lader slikket ligge og løber en tur eller to om ugen. Efterhånden sidder blusen så også pænt godt til, og de små fikse t-shirts, der gik til buksekanten, sidder nu oppe midt på maven! Nå, men så må jeg lige stramme mig lidt an, og gå på en lidt skrappere kur. Tiden går, mens man nægter at købe nye bukser, for de gamle skal man jo i, i næste uge....
Nu er der så gået et par år med selvbenægtelse, og jo, der er da også kommet nye jeans i samlingen i størrelse 'nu-kan-jeg-i-det-mindste-trække-vejret-igen'. Omend det meste af det gamle tøj stadig befinder sig i skabet i tilfælde af, at man vågner op en dag og på magisk vis har tabt sig natten over. Mange anløb til seriøse slankekure og livsstilsændringer er kuldsejlet undervejs i undskyldninger som 'øv, det har været en dårlig dag, jeg fortjener i hvertfald lige denne her lille bitte kage' og 'ej, det er lørdag, og vi sidder jo lige og hygger'. Og det er jo ikke fordi løbetøjet er blevet tyndslidt i den mellemliggende tid, det er nærmere småstøvet de få gange det har været ude af skabet.
Tiden er altså kommet til selverkendelsen: Ja, jeg er blevet 'rund' om hofterne, og jeg kan ikke længere passe mit lækre tøj i skabet. Så hvorfor fanden skal jeg kigge på det hver dag, og blive mindet om min spaghetti-svage karakter??? Jeg ved ikke om det er en typisk kvinde-ting at gå og pine sig selv på den måde, men det falder mig uhyggeligt nemt at nikke. Og det kan man jo ikke bruge til noget, medmindre man er masochist, så UD med lortet!
Altså, nu er det jo ikke fordi det er smidt ud-ud (jeg er jo stadig kvinde), men det er pakket væk i sorte sække og lagt ned under sengen. Så slipper jeg i det mindste for at glo på det dagligt, og skulle nogen komme til at svinge slanketryllestaven over mig en sen nattetime, så har jeg jo udstyret i orden, ha ha.
Og ellers har jeg vist mere eller mindre set i øjnene, at det bare ikke er lige nu, jeg får taget mig sammen til at leve sundt. For håbet er der stadig - og det er okay, sålænge det ikke styrer og gør mig ked af det.
